Alle nyheder
Det er arbejdsforholdene for Esvagts besætninger, der er omdrejningspunktet for initiativet med dialogkortene. Foto: Esvagt

Et dialogkortspil om arbejdsmiljø sikrede Esvagt en plads blandt de nominerede til Danske Rederiers Diversitets­pris. Dialogkortene skal styrke trivslen ombord, som hænger direkte sammen med sikkerheden til søs.

 

I midten af august uddelte Danske Rederier for femte gang sin årlige Diversitetspris, der for tredje gang gik til tanskibsrederiet Hafnia. Blandt de to øvrige nominerede var Esvagt udvalgt på baggrund af et helt særligt initiativ til at sætte fokus på trivsel, dialog og forebyggelse af mobning. 

Rederiet, der leverer en række ydelser og sejler personale og komponenter rundt mellem offshore-installationer til både vind, olie og gas på Nordsøen, har således udviklet et sæt dialogkort til brug ombord på skibene med udgangspunkt i realistiske dilemmaer fra hverdagen til søs.

»Vi har lavet dialogkortene for at give vores søfarende et sprog, og som en vej til den interaktivitet, vi gerne vil have mellem medarbejderne om bord. Det er vigtigt at have en fælles holdning til, hvad er godt samarbejdsskab et, hvad der er accepteret adfærd på vores skibe, hvordan vi hjælper hinanden, hvordan vi passer på hinanden,« siger Head of Recruitment & Training i Esvagt, Tina Halkjær Nielsen.

Det er noget, der glæder Chief Human Resources Officer i Esvagt, Nick Vejlgaard Ørskov, som i sin funktion har stort fokus på medarbejdernes trivsel til søs. Det gælder dels ud fra et økonomisk perspektiv, fordi høj medarbejdertrivsel fører til lavere personaleomsætning, men først og fremmest set fra den menneskelige vinkel.

»Det vigtigste er, at man kan føle sig tryg på sin arbejdsplads, uagtet om man er høj eller lav, mand eller kvinde, har den ene eller den anden religion, hudfarve og så videre. Og det hænger direkte sammen med sikkerheden på skibene, for hvis man har medarbejdere, som ikke er trygge på arbejdet, som ikke tør sige fra, og hvis man ikke har en kultur, hvor man hjælper hinanden, så er det 100 procent statistisk bevist, at der er flere, der kommer til skade,« understreger han.

»Og sikkerhed er jo vores kerneprodukt i Esvagt, så at have styr på vores egne medarbejderes arbejdsforhold og sikkerhed er udgangspunktet for, at vi også kan have styr på vores kunders forhold,« tilføjer Nick Vejlgaard Ørskov.

 

 

Styrker arbejdsmiljø og sikkerhed

Dialogkortene, som Esvagt søsatte for lidt over et år siden og nu har rullet ud på alle rederiets 43 fartøjer, udsprang af et projekt omkring en webbaseret løsning, hvor alle medarbejderne skulle gennemgå et anti-bullying-harassment-kursus. Det er så blevet videreudviklet til et fysisk kortspil, som de søfarende bogstavelig talt kan få mellem hænderne

I forbindelse med udrulningen af dialogkortene til flåden har Esvagt bevidst ikke medsendt regler for, hvornår og hvordan de skal bruges. Udover basale instruktioner er kortspillet således kun blevet ledsaget af en opfordring til, at det er noget, besætningen kan tage frem, når der er tid og overskud til det.

»Det bliver bare meget mere levende, når du sidder sammen med andre mennesker og har en dialog. Man kan få nogle sjove holdninger og forhåbentlig også nogle gode grin ud af at udfordre hinanden lidt, og ikke mindst kan man få talt om tingene,« siger Nick Vejlgaard Ørskov.

Netop det at folk fortæller om deres oplevelser – både de gode og de mindre gode – er et af Esvagts centrale mål med kortspillet. ”Speak up”, som Nick Vejlgaard Ørskov siger, så man kan få talt om tingene og bremset potentielt ubehagelige situationer, før de opstår.

Og kortene er blevet enormt godt modtaget blandt de søfarende. En af Esvagts kaptajner, Kenny Khotwongsa Jørgensen, peger eksempelvis på, hvordan dialogkortene er ’en lille ting, der virkelig kan forandre livet for mange mennesker.’

»For mig er det nemt at se, at vi har nedbrudt et gammelt tabu omkring besætningsmedlemmernes psykologiske sikkerhed, fordi vi nu har et åbent forum, hvor vi kan tale om tingene. Det styrker uden tvivl vores arbejdsmiljø ombord,« siger han.

 

God inspiration til andre

Hos Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart sætter direktør Christina Bustrup stor pris på de indsatser, der bliver lagt for dagen af både Esvagt, Hafnia og UNI-Tankers, som var den tredje nominerede til DEI-prisen, såvel som forbundets øvrige medlemmer.

»Et redskab som det dialogkortspil, Esvagt har fået lavet, er et rigtig fint eksempel på, hvordan man som rederi kan tænke ud af boksen og sætte trivsel og sikkerhed på dagsordenen med en lidt alternativ tilgang. Og den gode modtagelse fortæller mig, at det er noget, der kan inspirere andre i søfarten,« siger hun.

ikon med 3 skibe

For redere

Vil du også vide mere?
ikon af havnefront

For søfarende

Vil du også vide mere?
ikon af redningskrans

Om UFDS

Vil du også vide mere?

Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart – Én for alle, alle for én