Alle nyheder
Som en konsekvens af den nye beskæftigelsesreform skal rederierne være mere opmærksomme på selv at opretholde dialog med sygemeldte ansatte.

Den opdaterede beskæftigelsesreform vil få konsekvenser for rederierne, der som arbejdsgivere ikke længere får samme bistand fra kommunerne. UFDS er klar med den fornødne faglige assistance og støtte til rederierne.

Der er administrative forandringer på vej på det danske arbejdsmarked, hvor den nye udgave af beskæftigelsesreformen ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) vil være den største forenkling og afbureaukratisering af beskæftigelsesindsatsen nogensinde.

Formålet med indsatsen er stadig at flest muligt har et job, og at virksomheder kan få kvalificeret arbejdskraft. Aftalen om en beskæftigelsesreform vil ifølge STAR blive udmøntet i to faser, hvor den første trådte i kraft 1. februar 2026, efterfulgt af nogle ændringer 1. juli i år.

Reformen vil i høj grad påvirke danske virksomheder som arbejdsgivere, herunder rederierne, der skal vænne sig til nogle nye rammer for samarbejdet med det offentlige. Det giver sundhedsfaglig konsulent og socialrådgiver i Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart, Britt Saaby, et overblik over her.

»Det helt overordnede, som rederierne skal være opmærksomme på, er, at folk, der er sygemeldt eller fraværende fra arbejde, men stadig har en arbejdsgiver, ændrer status i beskæftigelseslovgivningen. Det betyder, at man ikke længere anser det som en kommunal forpligtelse at følge op på et sygefravær. Og det er nyt,« forklarer hun.

Med andre ord er der altså ikke længere et automatisk setup hos kommunerne, der gør, at jobcenteret etablerer en opfølgende indsats, når man som arbejdsgiver har en medarbejder, der er sygemeldt. Det er et forhold, rederierne skal være opmærksomme på, understreger Britt Saaby. Hun anbefaler derfor rederierne selv at fastholde en løbende dialog med den enkelte medarbejdere. 

Sørg for at indberette
En konsekvens af den nye beskæftigelsesreform er også, at man som arbejdsgiver inden for fire uger fra en ulykke, der fører til fravær for en medarbejder, skal indkalde til en lovpligtig samtale med den skadelidte. Og det er uanset om den ansatte måtte gå hjem et par timer eller er blevet sygemeldt i flere måneder.

I samtalen skal det afklares, hvor længe medarbejderen kan forventes at være fraværende, hvordan mulighederne for tilbagevending ser ud, og hvordan arbejdsgiveren kan bidrage til processen.

»Derfor er det også – stadigvæk – virkelig vigtigt, at man som arbejdsgiver sørger for at indberette, at man har en sygemeldt medarbejder. Det er der sådan set ikke noget nyt i, og det eksisterende system til det formål er der ikke ændret på, men det er et område, hvor der er plads til forbedring,« siger Britt Saaby.

Er der tale om længere fraværsforløb, kan en manglende indberetning føre til, at jobcenteret ikke er bekendt med den skadelidtes situation. Det er desuden også vigtigt at indberette sygefravær for nyansatte medarbejdere – typisk under tre måneders ansættelse – fordi der er nogle specielle krav i forhold til sygedagpengelovgivning med timetal, man skal opfylde.

I den forbindelse peger Britt Saaby på de specielle regler på området, der er i spil i forhold til, hvad man som arbejdsgiver må og kan vide i en given sag. Eksempelvis har arbejdsgiveren ikke krav på at vide, hvad medarbejderen fejler, men til gengæld krav på viden om, hvornår og i hvilket omfang medarbejderen forventes at kunne genoptage arbejdet.

Socialrådgiver Britt Saaby råder rederierne til at blive endnu skarpere på at indberette sygemeldinger fra de ansatte.

Brug kommunal fast track-ordning
Med den opdaterede beskæftigelsesreform bliver kontakten mellem kommune og jobcenter på den ene side, og arbejdsgiver og tilskadekommen på den anden, altså noget mere begrænset. Mellem 8. fraværsuge og helt frem til og med 22. fraværsuge kan dialogen faktisk være helt fraværende, hvilket er et nyt forhold, som man ikke kender effekten af endnu.

»Hvis en tilskadekommen meddeler, at vedkommende regner med at vende fuldt tilbage på arbejde inden for et halvt år, så er der ikke nogen fra kommunens side, der retter henvendelse overhovedet. Og det skal man være opmærksom på som arbejdsgiver,« siger Britt Saaby.

På baggrund af regelændringerne opfordrer Britt Saaby altså rederierne til kontinuerligt at holde kontakten med en tilskadekommen medarbejder, så man som arbejdsgiver kan have et opdateret billede af, om vedkommende er på vej tilbage i arbejde eller ej.

»I den forbindelse vil jeg kraftigt appellere til, at man melder ind via den fast track-ordning, der findes i alle kommuner, hvis man er bekymret for, om ens medarbejder kan vende tilbage. For det kan være svært at vide, hvornår man er klar,« siger hun.

Den proces vil UFDS gerne hjælpe såvel rederi som søfarende med, fastslår Britt Saaby, der derfor ikke tøver med at anbefale begge parter at række ud, hvis der er behov for assistance.

ikon med 3 skibe

For redere

Vil du også vide mere?
ikon af havnefront

For søfarende

Vil du også vide mere?
ikon af redningskrans

Om UFDS

Vil du også vide mere?

Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart – Én for alle, alle for én