Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) lægger i et nyt lovforslag op til, at en arbejdsgiver først skal anmelde en arbejdsulykke efter fraværkriteriet, hvis den har medført tre dages fravær mod den nuværende ene dag.
En lempelse af anmeldelsespligten for arbejdsulykker efter fraværskriteriet er på vej.
Hvis et nyt lovforslag fremsat af beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) bliver vedtaget, skal en arbejdsgiver først anmelde en arbejdsulykke, der alene anmeldes på grund af fravær, hvis den har medført tre dages fravær ud over tilskadekomstdagen. I dag skal denne type af arbejdsulykker anmeldes efter blot én fraværsdag.
Ifølge beskæftigelsesministeren er regeringens formål med ændringen at sikre enkle og tidssvarende regler og forenkle de administrative processer for arbejdsgiverne ved mindre alvorlige arbejdsulykker. Fraværskriteriet gælder både efter arbejdsmiljøloven og arbejdsskadesikringsloven, hvorfor lempelsen ønskes gennemført på begge områder.
Derimod skal mere alvorlige ulykker fortsat anmeldes.
Arbejdsulykker, som vurderes at kunne udløse ret til erstatning for tab af erhvervsevne, godtgørelse for varigt men og /eller ret til at få dækket udgifter til behandling og hjælpemidler efter arbejdsskadesikringsloven, skal fortsat anmeldes – også ved fravær under tre dage.
»Det er et interessant forslag, som vi glæder os til at følge den videre behandling af, « siger Christina Bustrup, direktør for Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart (UFDS).
Anmeld – også i tvivlstilfælde
Kaare Dybvad Bek pointerer i lovforslaget, at ændringen af anmeldepligten ikke vurderes at medføre konsekvenser for skadelidtes rettigheder efter arbejdsskadesikringsloven. Arbejdsgiveren skal således fortsat anmelde en arbejdsulykke, hvis arbejdsgiver vurderer, at arbejdsulykken kan udløse ret til erstatning m.v.
Som arbejdsgiver vil rederierne altså skulle foretage denne vurdering på samme måde som før den foreslåede lovændring, ligesom arbejdsulykken fortsat skal anmeldes inden for 14 dage efter første fraværsdag, akkurat som det er tilfældet i dag.
»Det understøtter en vigtig pointe fra vores side, nemlig at rederierne som udgangspunkt bør anmelde alle ulykkestilfælde, hvis de er bare det mindste i tvivl om, hvorvidt det kan føre til en erstatningssag. Og jo hurtigere anmeldelsen sker, jo bedre kan vi hjælpe rederierne og ikke mindst den skadelidte videre. Det gælder blandt andet i forhold til den proaktive skadesbehandling, vi kan tilbyde,« siger Christina Bustrup.
Når en søfarende på et af medlemsvirksomhedernes skibe kommer til skade, træder Sedgwick Care til med udredning, behandling og støtte til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det tværfaglige team består af sygeplejersker, fysioterapeuter og socialrådgivere, som gennem mange år har specialiseret sig i at hjælpe mennesker videre efter en arbejdsskade.

»Vores erfaring er, at en tidlig, tværfaglig indsats med løbende kontakt til den skadelidte med socialfaglig guidning, er nøglen til et godt sagsforløb for den skadelidte og ofte med til at sikre et bedre forløb med at få en søfarende tilbage på arbejdsmarkedet efter en ulykke,« siger Christina Bustrup.
Hun understreger, at flere anmeldelser ikke påvirker det enkelte rederis præmieniveau, og at UFDS som gensidigt forsikringsselskab uden krav om kapitalafkast, forholder sig neutralt til antallet af anmeldelser.
»Essentielt vil ændringsforslaget medføre en forenkling af de gældende regler for vores medlemmer, og når der sker ændringer, er det altid en god anledning for rederierne at genbesøge deres processer på området,« siger Christina Bustrup.
Lovforslaget blev fremlagt til 1. behandling i Folketinget i slutningen af oktober og blev efterfølgende sendt til videre behandling i Beskæftigelsesudvalget.
